Hvad er kunst ?

Oprindeligt brugte man begrebet kunst som udtryk for en særlig udviklet færdighed, en person beherskede (et håndværk, krigskunst, kogekunst etc.)
Det er først i 1700-tallet, man definerer de “skønne kunster” såsom malekunsten, musikken, billedhuggerkunsten etc. Kunstbegrebet relaterer sig herefter kort sagt til æstetiske udtryk og ikke til håndværksmæssige færdigheder. Kunsten skulle appellere til sit publikums smag med skønhed og tænksomhed.
Det er her værd at pointere, at eftertiden – i særdeleshed det 20. århundrede i høj grad har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt skønheden absolut skulle være et afgørende kriterium – om ikke f.eks. det hæslige kunne være en lige så stærk udtryksform i kunstnerisk henseende.
Diskussionen om, hvad ægte kunst er og hvorfor er aldrig ophørt og vil ej heller forstumme. Det ligger nu engang i kunstens væsen, at den aldrig kan gøre sig færdig med noget som helst.
Et af de tidlige forsøg på at definere begrebet kunst finder vi hos filosoffen Immanuel Kant. I slutningen af 1700-tallet fremfører han, at den skønne kunst kendes på sit modsætningsforhold til både natur, videnskab og håndværk. Den er tillige ubundet i den forstand, at kunstneren selv sætter præmisserne for sin kunst. Endelig er det vigtigt, at kunsten ikke tjener noget udefra påtvunget formål.
Jeg er helt klar over, at samtlige præmisser i denne tidlige definition med rette kan diskuteres – og altid vil blive det. Alligevel finder jeg den vægtig – mest fordi den ikke beskæftiger sig med kriterier, som skal være opfyldt, for at en ytring kan kaldes kunstnerisk. Den er derimod optaget af, at kunsten ikke “går noget ærinde” for at være til. Der ligger i denne tidlige definition af kunst en stærk vægtning af abstraktionen, hvilket forekommer mig meget afgørende.
Resten kan vi godt diskutere !
Bent Nielsen

NB   Læs også artiklen “Er det kunst ?”