Under menupunktet “jernets natur” finder man en artikel med overskriften “Abstrakte skulpturer”. Den slutter med konklusionen: “Jeg laver abstrakte skulpturer og føler en voldsom glæde ved det. Om det er kunst jeg frembringer, afhænger helt af, hvad man som beskuer ser i disse skulpturer. Og sådan skal det være ! ”
Med andre ord: At kalde sig kunstner er ifølge min bedste overbevisning en tom frase, hvis ikke andre har gjort det i forvejen. Lige så tom er forestillingen om, at alt, hvad der kommer fra en kunstner, er kunst. Mon ikke vi alle er stødt på såkaldte “store værker” – udført af en stor kunstner og udstillet på et fornemt sted – og tænkt ved os selv: “Gad vide hvem der har bestemt, at dette værk hører til blandt de “store” ?
Som jeg forstår kunstbegrebet, skal hvert enkelt værk slide sig til titlen af kunst ved at fange betragteren og tryllebinde ham/hende med sine virkemidler – de være sig skønne, overraskende, tankevækkende, finurlige, underfundige eller hvad som helst, men de skal vække en lyst til at vende tilbage til værket af en eller anden grund. Og så gør det mig i øvrigt ikke noget, at man ikke kan sætte en masse fine ord på sin oplevelse, som om den ikke eksisterede, før den blev italesat.
Det er med kunst som med politik: Der er nogle der frembringer den med større og mindre held, men der er endnu flere der lever af at kommentere den – for hvordan skulle man dog forestille sig, at menigmand kunne få noget ud af det på egen hånd ?